Jeg læste tilfældigt Pigens indlæg om personlig vs. privat blog'ing (hedder det egentligt det?). Det indlæg var inpireret af et indlæg på en anden blog. Og jeg fandt Pigens indlæg via en anden blog jeg læser - sådan går tingene i ring.
Jeg synes det ligger lidt i forlængelse af den første post jeg havde her på bloggen. Hvem blogger man for?
Men videre - hvem læser det man blogger? Og hvad kan man så tillade sig at skrive? Hvor privat kan man tillade sig at blive?
Hvis man er 100% anonym blogger, således at der er ingen udover én selv der kender ophavsmanden til bloggen, kan man i princippet skriver om hvad man har lyst - der alligevel ingen der kender ens rigtige identitet. Men hvis man nu kun er semianonym - så er der lige pludselig begrænsninger på hvad man skrive - man skal jo tage hensyn til at dem man evt. portrættere på sin blog ikke vil blive stødt over det, hvis deres identitet opdages og der kommer nogle lidt for personlige detaljer frem om dem, eller man kritisere dem på en uhensigtmæssig måde.
Og hvis man ved at mange af dem der følger ens blog en personer man kender i den virkelige verden, skal man jo passe på ikke at skrive noget om dem, så de vil blive stødt over, eller vil finder er for privat om dem.
Min tanke da jeg oprettede denne blog var, at jeg gerne ville have afløb for nogle af de mange tanker der ofte suser rundt hovedet på mig. Og blot at nedfælde dem på papir syntes ikke rigtig som nok. Derfor oprettede jeg bloggen her i håb om, at andre ville læse mine indlæg. Ikke at folk dermed skulle blive klogere, eller få en ny strålende indsigt i emne eller om mig personlig, men for at føle, at andre måske tog del i mine tanker, og måske blev vagt til eftertænksomhed (eller noget i den retning...).
Hvis jeg havde været 100% anonym ville jeg måske have blogget om nogle mere private ting - hvis der f.eks. var knas i forholdet med damen, eller alle personer på studiet var nogle r*vh*ller. Ingen af disse to eksempler er aktuelle (og bliver det nok heller ikke - damen og jeg har det fint, og har haft det i snart 3 år, og der er alligvel for mange mennesker på studiet til, at de alle kan være dumme).
Men min identitet er røbet! Hemmeligheden er ude i cyberspace!
Ikke at jeg har gjort noget for at forhindre det, og jeg har da også selv været med til at offentliggøre den. Jeg puttede et link til Cirkusprinssesens blog på min blogroll, og det kunne hun sporer (og hun gendkendte mig straks), hun fortalte det så videre til Englepigen (de to er jo som marehalm!), og jeg tror at det er fra dem, at andre rødder fra studiet kender til siden. Jeg fortalte det selv til Majrose, da hun pralede med at hun havde en blog. Og sådan går det.
Det betyder ikke, at bloggen her mister sin funktion - tværtimod! Det betyder bare, at man skal have i mente hvad man skriver, fordi der er mange i ens omgangskreds der følger med i det man skriver. Det gør så tilgengæld, at man kan stille spørgsmål og få svar på tiltale - og det er bestemt heller ikke at kimse af!
Dermed ikke sagt, at jeg vil afsløre alt om hvem der sidder bag skærmen, da identiteten alligevel er kendt af mange - det er jeg alligvel for, om ikke genert, så påpasselig for.
tirsdag den 13. februar 2007
torsdag den 1. februar 2007
Læsning, løgn og latin
Under læsning af Cirkusprinsessens blog faldt jeg over påstanden om, at mange lyver om at have læst bøger. Selvfølgelig klassikerne, og grunden er som regel, at man virker af mere, hvis man har læst dem.
Dette er ikke Cirkusprinsessens egen påstand, men en undersøgelse der er blevet lavet af Museums, Libraries and Archive Council (MLA), og som man kan læse kort om her
Lidt interessant at se at så mange hellere vil lyve om deres litterære vindinger, end indrømme at de måske ikke er boglige, eller blot ikke finder de forhåndsværende klassikere interessante.
Det siger måske noget om, at vi i vores samfund stadig ligger vægt på at kende nogle værker inden for de forskellige kunstarter - som det jo også lægges op til i Kulturministeriets Kulturkanon
De fleste i underrsøgelsen løj overfor deres date, for at imponere vedkommende. Men mange gjorde der også for at kunne deltage i den gængse samtale omkring bordet. Det kunne så være lidt interessant at vide, hvor mange af deltagerne i den pågældende samtale løj om at have læst det værk samtale fokuserede på. Hvis ingen af dem, eller kun en enkelt i gruppen, faktisk havde læst værket, kunne det hurtigt blive en forvirrende, men måske også lidt morsom, samtale for fluen på væggen.
Undersøgelsen fandt også frem til de ti bøger, som der bliver løjet mest om:
1. Har læst den - indtil flere gange, og elsker den stadig.
2. Har altid haft en frygt for de notorisk tunge russere, så jeg kommer nok aldrig til at læs den.
3. Ikke læst - den er nok lidt for meget ovre en den romantiske genrer for min smag.
4. Nogle elsker den, andre hader den - jeg har ikke læst den, og kommer nok heller ikke til det. Der er andre par-forstå-hinanden-bøger derude.
5. Har jeg heller ikke læst, men vil det tilgengæld supergerne!
6. Har jeg naturligvis læst!
7. Dickens har aldrig været min kop te, så jeg kommer nok aldrig til at læse den.
8. Vil jeg nok kategorisere lidt som 3'eren
9. Har det som Cirkusprinssesen - nægter at læse den, fordi den er blevet så hypet. Måske om et par år...
10. Har jeg skam heller ikke læst - vi fik vist aldrig læst den i skolen. Har dog læst en, der minder meget om (siges det).
Hmm... Jeg er åbenbart ikke særlig litterær. Jeg har læst to ud af ti, og har kun planer om at læse en til, udover dem, på listen. Tilgengæld er jeg mig min egen litteratursmag bevidst, og behøves derfor kun læse de bøger jeg kunne tænke mig (hygge-læsning altså - ikke studie-læsning).
Jeg hører heller ikke til dem, der føler at de bliver nødt til at læse en bog fordi 'det har alle andre'. Jeg nægter at ligge under for den slags pres! Basta!
Men gode forslag er naturligvis altid velkomne :-)
Dette er ikke Cirkusprinsessens egen påstand, men en undersøgelse der er blevet lavet af Museums, Libraries and Archive Council (MLA), og som man kan læse kort om her
Lidt interessant at se at så mange hellere vil lyve om deres litterære vindinger, end indrømme at de måske ikke er boglige, eller blot ikke finder de forhåndsværende klassikere interessante.
Det siger måske noget om, at vi i vores samfund stadig ligger vægt på at kende nogle værker inden for de forskellige kunstarter - som det jo også lægges op til i Kulturministeriets Kulturkanon
De fleste i underrsøgelsen løj overfor deres date, for at imponere vedkommende. Men mange gjorde der også for at kunne deltage i den gængse samtale omkring bordet. Det kunne så være lidt interessant at vide, hvor mange af deltagerne i den pågældende samtale løj om at have læst det værk samtale fokuserede på. Hvis ingen af dem, eller kun en enkelt i gruppen, faktisk havde læst værket, kunne det hurtigt blive en forvirrende, men måske også lidt morsom, samtale for fluen på væggen.
Undersøgelsen fandt også frem til de ti bøger, som der bliver løjet mest om:
1. The Lord of the Rings – J.R.R Tolkien
2. War and Peace – Leo Tolstoy
3. Wuthering Heights – Emily Bronte
4. Men are from Mars, Women are from Venus – John Gray
5. 1984 – George Orwell
6. Harry Potter and the Philosophers Stone – J.K Rowling
7. Great Expectations – Charles Dickens
8. Jane Eyre – Charlotte Bronte
9. The Da Vinci Code – Dan Brown
10. Diary of Anne Frank – Anne Frank
1. Har læst den - indtil flere gange, og elsker den stadig.
2. Har altid haft en frygt for de notorisk tunge russere, så jeg kommer nok aldrig til at læs den.
3. Ikke læst - den er nok lidt for meget ovre en den romantiske genrer for min smag.
4. Nogle elsker den, andre hader den - jeg har ikke læst den, og kommer nok heller ikke til det. Der er andre par-forstå-hinanden-bøger derude.
5. Har jeg heller ikke læst, men vil det tilgengæld supergerne!
6. Har jeg naturligvis læst!
7. Dickens har aldrig været min kop te, så jeg kommer nok aldrig til at læse den.
8. Vil jeg nok kategorisere lidt som 3'eren
9. Har det som Cirkusprinssesen - nægter at læse den, fordi den er blevet så hypet. Måske om et par år...
10. Har jeg skam heller ikke læst - vi fik vist aldrig læst den i skolen. Har dog læst en, der minder meget om (siges det).
Hmm... Jeg er åbenbart ikke særlig litterær. Jeg har læst to ud af ti, og har kun planer om at læse en til, udover dem, på listen. Tilgengæld er jeg mig min egen litteratursmag bevidst, og behøves derfor kun læse de bøger jeg kunne tænke mig (hygge-læsning altså - ikke studie-læsning).
Jeg hører heller ikke til dem, der føler at de bliver nødt til at læse en bog fordi 'det har alle andre'. Jeg nægter at ligge under for den slags pres! Basta!
Men gode forslag er naturligvis altid velkomne :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)
