Gear-skift

Så er der endelig kommet gang i den, og jeg skriver på livet løs (sådan da) på specialet.
Det med at bruge sommeren var så som så, og det var vist ret begrænset hvad jeg fik udrettet, udover at spore mig ind på et mere konkret emne. Men det er jo bestemt heller ikke at kimse af!

Rus-arbejdet (jeg har jo naturligvis taget endnu en tørn som rusvejleder) er næsten overstået, så nu skulle der være rig lejlighed til at få knaldet nogle speciale-relevante sider af.
Jeg er afgjort ved godt mod!

Glæde

Er der noget bedre, end når man kommer i seng om aftenen, og damen (som er gået i seng og allerede sover), så putter sig ind til én i søvne?

Speciale...

Det er efterhånden på de tider hvor den almindelige opgaveaflevering i det akademiske miljø sætter ind - i hvert fald på højere læreanstalt, blandt de studerende omtalt som, DB.
D. 23 er der deadline for semestrets speciale-indlevering, og jeg burde måske have været en af de glade givere...
Men sådan skal det ikke være.
Jeg har haft brug for et stille semester, og har derfor ikke produceret ret meget på specialet. Faktisk har jeg endnu ikke fået mig lagt endelig fast på noget problemformulering endnu... Men nu skal det snart være slut. Planen er at aflevere i januar 2008, så jeg skal så småt til at komme igang.
Men så har jeg også en sommer plus et semester til det - den interne deadline hedder primo december, så specialet kan komme igennem en grundig korrektur-læsning hos den strenge, og for det meste retfærdige, motorcykelkørende overbibliotekar - også kendt som kæresten :-)

Jeg ser dog frem til årets dimission, da det jo er min årgang der dimittere - det bliver nok lidt sentimentalt. Jeg ved faktisk ikke om der er andre end mig, der skyder (bang bang) specialet lidt. Det bliver lidt interessant at finde ud af.

Børn?

Vores allesammens Familieminister Carina Christensen vil have, at danskerne skal have flere børn. 1,8 pr. familie er ikke nok - vi skal i hvert fald op på at have 3 børn i hver familie.ⁱ

Det første spørgsmål der melder sig, er: hvorfor?
I Politikens netudgave (som er den avis jeg læser) nævnes der intet derom. Det er dårlig journalistik for avisens side. For der er formentlig en grund - jeg tror ikke, at det blot er en fiks idé, som Carina Christensen har hevet ud af den blå luft (det håber jeg i hvert fald ikke!)
En grund kunne jo være, at der snart er en overvægt at ældre mennesker - ofte pensionister, og dermed færre 'unge' mennesker til at passe dem - eller i hvert fald sikkre at der er økonomi til det.
Det er dog et problem, der let kan løses - der er masser af mennesker der gerne vil have opholdstilladelse og statsborgerskab i Danmark - så lad os da give dem det! Lad os give dem gode muligheder for uddannelse og integration i det danske samfund, og vi har ligepludselig en nem måde, at forøge den danske arbejdsstyrke på.

Men det er ikke det interessante i sagen.
Det interessante er, at der ikke på noget tidspunkt foreligger et spørgsmål om, om vi VIL have børn i det hele taget.
Det ligger underforstået, at selvfølgelig vil vi gerne have børn, hvis de rette betingelser blot er opfyldte. Og her forstås de rette betingelser ikke som den faktiske lyst til reproduktion, men om økonomisk formåen, karriere, pasningsordninger, og videre af den dur.
Det er til dels også fair nok – der er en del økonomi inblandet i børneproduktionen, og de små er ikke altid lige lette at passe sammen med et job, og da slet ikke med de ikke altid lige fleksible daginstitutionsmuligheder der eksisterer.
Men den første betingelse for at få børn, er altså – alt andet lige – lysten!
Og hvad nu, hvis man ikke har lyst til at få børn?
Politikens netudgave har en 'Skriv til Politiken' om hvorfor vi ikke får flere børn end vi gør. En far fra Sønderjylland skriver: ”...hovedårsagen til vi ikke får flere børn er efter min mening selvcentreret egoisme vi er så fokuserede på os selv at bare tanken om at skulle ofre lidt "selvstyre" prompte resulterer i kompensations krav til samfundet...”ⁱⁱ
Så skulle det vist være slået fast med 7-tommer søm. Vi er egoistiske og selvcentrerede hvis vi ikke får børn.
Ud over den rædsomme grammatik – eller blot mangel på samme – mener denne far altså at det nærmest er en sygdom, hvis man ikke vil have børn. At hvis man blot er opdraget ordentligt – til ikke kun at tænke på sig selv – så vil man da naturligvis ofre alt, og straks reproducere sig.
Som børnepsykologen Margrethe Bruun Hansen siger, så skal vi tale ”om børn som livets salt, om hvor skønne de er, og hvor glade de gør os, når de stiller de mest vidunderlige spørgsmål”ⁱⁱⁱ Og hun fortæller videre, at vi ikke må nævne hvor stressende og problematisk det kan være at have børn. Man skal kun fokusere på det positive, og dermed præge de familier der ikke har gjort nok for at reproducere sig.
Samtidig så er man jo nødt til, at give afkald på nogle ting - ”det er man nødt til. For tilvalg af børn, betyder fravalg af noget andet. Det må man gøre sig klart” ^iv Og det har hun jo helt ret i.
Men vender man ligningen om giver det ingen mening – for fravalg af noget, betyder jo ikke nødvendigvis tilvalg af børn.

Men til min hovedpointe (endelig!) - der kommer intet argument frem om, HVORFOR man skal have børn i det hele taget!
Lad mig bruge mig selv som eksempel (det er jo altid rart ;-)) - jeg er 24 år gammel, i et fast længerevarende forhold (med miss Right), jeg er under uddannelse (der afsluttes inden for en overskuelig fremtid), hun har fast job. Vi er altså lige de rette til at formere os.
Men har vi lyst til det? Nej. Er vi egoistiske? Måske – men overfor hvem? For os selv? For samfundet? For vores potentielle børn?
Hvis vi får børn, som vi ikke har lyst til, vil det så ikke være syndt for børnene? Hvis vi ikke har lyst til dem, vil de jo lide under det, og det kan da ikke være meningen! Børn skal da føle sig elskede – hvis man ikke vil elske sine børn, hvad er så grunden til at få dem?
Samfundet har, som førnævnt, andre muligheder for at skabe/skaffe arbejdskraft, så dér burde heller ikke være nogle problemer.
Det der ville være egoistisk, ville være at få børnene, blot for at få dem. At få dem, uden at tænke på deres tarv, og om de ville have det godt med forældre, som rent faktisk ikke har lyst til at have dem.

Hvis man kan lide den frihed det er ikke at have børn, er der da ingen grund til at få dem! Det er da bedre ingen børn at få og så have det godt, end at få børn og have det skidt!

For børnenes skyld – få dem kun hvis I har lyst til dem!

----

i http://politiken.dk/indland/article259689.ece – 07-03-07 kl. 20:07

ii http://politiken.dk/skriv_til_politiken/article259802.ece – 07-03-07 kl. 20:12

iii http://politiken.dk/indland/article260187.ece – 07-03-07 kl. 20:55

iv Margrethe Bruun Hansen - http://politiken.dk/indland/article260187.ece

Blog'ing for hvad og hvem?

Jeg læste tilfældigt Pigens indlæg om personlig vs. privat blog'ing (hedder det egentligt det?). Det indlæg var inpireret af et indlæg på en anden blog. Og jeg fandt Pigens indlæg via en anden blog jeg læser - sådan går tingene i ring.

Jeg synes det ligger lidt i forlængelse af den første post jeg havde her på bloggen. Hvem blogger man for?
Men videre - hvem læser det man blogger? Og hvad kan man så tillade sig at skrive? Hvor privat kan man tillade sig at blive?
Hvis man er 100% anonym blogger, således at der er ingen udover én selv der kender ophavsmanden til bloggen, kan man i princippet skriver om hvad man har lyst - der alligevel ingen der kender ens rigtige identitet. Men hvis man nu kun er semianonym - så er der lige pludselig begrænsninger på hvad man skrive - man skal jo tage hensyn til at dem man evt. portrættere på sin blog ikke vil blive stødt over det, hvis deres identitet opdages og der kommer nogle lidt for personlige detaljer frem om dem, eller man kritisere dem på en uhensigtmæssig måde.
Og hvis man ved at mange af dem der følger ens blog en personer man kender i den virkelige verden, skal man jo passe på ikke at skrive noget om dem, så de vil blive stødt over, eller vil finder er for privat om dem.

Min tanke da jeg oprettede denne blog var, at jeg gerne ville have afløb for nogle af de mange tanker der ofte suser rundt hovedet på mig. Og blot at nedfælde dem på papir syntes ikke rigtig som nok. Derfor oprettede jeg bloggen her i håb om, at andre ville læse mine indlæg. Ikke at folk dermed skulle blive klogere, eller få en ny strålende indsigt i emne eller om mig personlig, men for at føle, at andre måske tog del i mine tanker, og måske blev vagt til eftertænksomhed (eller noget i den retning...).

Hvis jeg havde været 100% anonym ville jeg måske have blogget om nogle mere private ting - hvis der f.eks. var knas i forholdet med damen, eller alle personer på studiet var nogle r*vh*ller. Ingen af disse to eksempler er aktuelle (og bliver det nok heller ikke - damen og jeg har det fint, og har haft det i snart 3 år, og der er alligvel for mange mennesker på studiet til, at de alle kan være dumme).
Men min identitet er røbet! Hemmeligheden er ude i cyberspace!
Ikke at jeg har gjort noget for at forhindre det, og jeg har da også selv været med til at offentliggøre den. Jeg puttede et link til Cirkusprinssesens blog på min blogroll, og det kunne hun sporer (og hun gendkendte mig straks), hun fortalte det så videre til Englepigen (de to er jo som marehalm!), og jeg tror at det er fra dem, at andre rødder fra studiet kender til siden. Jeg fortalte det selv til Majrose, da hun pralede med at hun havde en blog. Og sådan går det.
Det betyder ikke, at bloggen her mister sin funktion - tværtimod! Det betyder bare, at man skal have i mente hvad man skriver, fordi der er mange i ens omgangskreds der følger med i det man skriver. Det gør så tilgengæld, at man kan stille spørgsmål og få svar på tiltale - og det er bestemt heller ikke at kimse af!

Dermed ikke sagt, at jeg vil afsløre alt om hvem der sidder bag skærmen, da identiteten alligevel er kendt af mange - det er jeg alligvel for, om ikke genert, så påpasselig for.

Læsning, løgn og latin

Under læsning af Cirkusprinsessens blog faldt jeg over påstanden om, at mange lyver om at have læst bøger. Selvfølgelig klassikerne, og grunden er som regel, at man virker af mere, hvis man har læst dem.
Dette er ikke Cirkusprinsessens egen påstand, men en undersøgelse der er blevet lavet af Museums, Libraries and Archive Council (MLA), og som man kan læse kort om her

Lidt interessant at se at så mange hellere vil lyve om deres litterære vindinger, end indrømme at de måske ikke er boglige, eller blot ikke finder de forhåndsværende klassikere interessante.
Det siger måske noget om, at vi i vores samfund stadig ligger vægt på at kende nogle værker inden for de forskellige kunstarter - som det jo også lægges op til i Kulturministeriets Kulturkanon

De fleste i underrsøgelsen løj overfor deres date, for at imponere vedkommende. Men mange gjorde der også for at kunne deltage i den gængse samtale omkring bordet. Det kunne så være lidt interessant at vide, hvor mange af deltagerne i den pågældende samtale løj om at have læst det værk samtale fokuserede på. Hvis ingen af dem, eller kun en enkelt i gruppen, faktisk havde læst værket, kunne det hurtigt blive en forvirrende, men måske også lidt morsom, samtale for fluen på væggen.

Undersøgelsen fandt også frem til de ti bøger, som der bliver løjet mest om:

1. The Lord of the Rings – J.R.R Tolkien
2. War and Peace – Leo Tolstoy
3. Wuthering Heights – Emily Bronte
4. Men are from Mars, Women are from Venus – John Gray
5. 1984 – George Orwell
6. Harry Potter and the Philosophers Stone – J.K Rowling
7. Great Expectations – Charles Dickens
8. Jane Eyre – Charlotte Bronte
9. The Da Vinci Code – Dan Brown
10. Diary of Anne Frank – Anne Frank

Og jeg vil da ikke undlade at komme med mine erfaringer, eller mangel på samme, om de pågældende værker:


1. Har læst den - indtil flere gange, og elsker den stadig.
2. Har altid haft en frygt for de notorisk tunge russere, så jeg kommer nok aldrig til at læs den.
3. Ikke læst - den er nok lidt for meget ovre en den romantiske genrer for min smag.
4. Nogle elsker den, andre hader den - jeg har ikke læst den, og kommer nok heller ikke til det. Der er andre par-forstå-hinanden-bøger derude.
5. Har jeg heller ikke læst, men vil det tilgengæld supergerne!
6. Har jeg naturligvis læst!
7. Dickens har aldrig været min kop te, så jeg kommer nok aldrig til at læse den.
8. Vil jeg nok kategorisere lidt som 3'eren
9. Har det som Cirkusprinssesen - nægter at læse den, fordi den er blevet så hypet. Måske om et par år...
10. Har jeg skam heller ikke læst - vi fik vist aldrig læst den i skolen. Har dog læst en, der minder meget om (siges det).

Hmm... Jeg er åbenbart ikke særlig litterær. Jeg har læst to ud af ti, og har kun planer om at læse en til, udover dem, på listen. Tilgengæld er jeg mig min egen litteratursmag bevidst, og behøves derfor kun læse de bøger jeg kunne tænke mig (hygge-læsning altså - ikke studie-læsning).
Jeg hører heller ikke til dem, der føler at de bliver nødt til at læse en bog fordi 'det har alle andre'. Jeg nægter at ligge under for den slags pres! Basta!
Men gode forslag er naturligvis altid velkomne :-)

En post tager tid

Computeren er stadig i udu - her endnu ikke fået gjort noget ved den professionelle reperatør. Men nu gør jeg det snart! Så sjov er damens computer heller ikke at lege med.

Når jeg får min egen maskine til at køre igen, vil der sikkert også blive flere indlæg på siden her. Jeg tror, at jeg har ideer nok til forskellige indlæg, og ellers, så kommer der formodentlig nogen - ideer altså.