Vores allesammens Familieminister Carina Christensen vil have, at danskerne skal have flere børn. 1,8 pr. familie er ikke nok - vi skal i hvert fald op på at have 3 børn i hver familie.i
Det første spørgsmål der melder sig, er: hvorfor?
I Politikens netudgave (som er den avis jeg læser) nævnes der intet derom. Det er dårlig journalistik for avisens side. For der er formentlig en grund - jeg tror ikke, at det blot er en fiks idé, som Carina Christensen har hevet ud af den blå luft (det håber jeg i hvert fald ikke!)
En grund kunne jo være, at der snart er en overvægt at ældre mennesker - ofte pensionister, og dermed færre 'unge' mennesker til at passe dem - eller i hvert fald sikkre at der er økonomi til det.
Det er dog et problem, der let kan løses - der er masser af mennesker der gerne vil have opholdstilladelse og statsborgerskab i Danmark - så lad os da give dem det! Lad os give dem gode muligheder for uddannelse og integration i det danske samfund, og vi har ligepludselig en nem måde, at forøge den danske arbejdsstyrke på.
Men det er ikke det interessante i sagen.
Det interessante er, at der ikke på noget tidspunkt foreligger et spørgsmål om, om vi VIL have børn i det hele taget.
Det ligger underforstået, at selvfølgelig vil vi gerne have børn, hvis de rette betingelser blot er opfyldte. Og her forstås de rette betingelser ikke som den faktiske lyst til reproduktion, men om økonomisk formåen, karriere, pasningsordninger, og videre af den dur.
Det er til dels også fair nok – der er en del økonomi inblandet i børneproduktionen, og de små er ikke altid lige lette at passe sammen med et job, og da slet ikke med de ikke altid lige fleksible daginstitutionsmuligheder der eksisterer.
Men den første betingelse for at få børn, er altså – alt andet lige – lysten!
Og hvad nu, hvis man ikke har lyst til at få børn?
Politikens netudgave har en 'Skriv til Politiken' om hvorfor vi ikke får flere børn end vi gør. En far fra Sønderjylland skriver: ”...hovedårsagen til vi ikke får flere børn er efter min mening selvcentreret egoisme vi er så fokuserede på os selv at bare tanken om at skulle ofre lidt "selvstyre" prompte resulterer i kompensations krav til samfundet...”ii
Så skulle det vist være slået fast med 7-tommer søm. Vi er egoistiske og selvcentrerede hvis vi ikke får børn.
Ud over den rædsomme grammatik – eller blot mangel på samme – mener denne far altså at det nærmest er en sygdom, hvis man ikke vil have børn. At hvis man blot er opdraget ordentligt – til ikke kun at tænke på sig selv – så vil man da naturligvis ofre alt, og straks reproducere sig.
Som børnepsykologen Margrethe Bruun Hansen siger, så skal vi tale ”om børn som livets salt, om hvor skønne de er, og hvor glade de gør os, når de stiller de mest vidunderlige spørgsmål”iii Og hun fortæller videre, at vi ikke må nævne hvor stressende og problematisk det kan være at have børn. Man skal kun fokusere på det positive, og dermed præge de familier der ikke har gjort nok for at reproducere sig.
Samtidig så er man jo nødt til, at give afkald på nogle ting - ”det er man nødt til. For tilvalg af børn, betyder fravalg af noget andet. Det må man gøre sig klart” iv Og det har hun jo helt ret i.
Men vender man ligningen om giver det ingen mening – for fravalg af noget, betyder jo ikke nødvendigvis tilvalg af børn.
Men til min hovedpointe (endelig!) - der kommer intet argument frem om, HVORFOR man skal have børn i det hele taget!
Lad mig bruge mig selv som eksempel (det er jo altid rart ;-)) - jeg er 24 år gammel, i et fast længerevarende forhold (med miss Right), jeg er under uddannelse (der afsluttes inden for en overskuelig fremtid), hun har fast job. Vi er altså lige de rette til at formere os.
Men har vi lyst til det? Nej. Er vi egoistiske? Måske – men overfor hvem? For os selv? For samfundet? For vores potentielle børn?
Hvis vi får børn, som vi ikke har lyst til, vil det så ikke være syndt for børnene? Hvis vi ikke har lyst til dem, vil de jo lide under det, og det kan da ikke være meningen! Børn skal da føle sig elskede – hvis man ikke vil elske sine børn, hvad er så grunden til at få dem?
Samfundet har, som førnævnt, andre muligheder for at skabe/skaffe arbejdskraft, så dér burde heller ikke være nogle problemer.
Det der ville være egoistisk, ville være at få børnene, blot for at få dem. At få dem, uden at tænke på deres tarv, og om de ville have det godt med forældre, som rent faktisk ikke har lyst til at have dem.
Hvis man kan lide den frihed det er ikke at have børn, er der da ingen grund til at få dem! Det er da bedre ingen børn at få og så have det godt, end at få børn og have det skidt!
For børnenes skyld – få dem kun hvis I har lyst til dem!
----
i http://politiken.dk/indland/article259689.ece – 07-03-07 kl. 20:07
ii http://politiken.dk/skriv_til_politiken/article259802.ece – 07-03-07 kl. 20:12
iii http://politiken.dk/indland/article260187.ece – 07-03-07 kl. 20:55
iv Margrethe Bruun Hansen - http://politiken.dk/indland/article260187.ece
3 kommentarer:
Jeg synes, det er en meget interessant diskussion. Mange i min omgangskreds er nemlig begyndt at overveje det med børn. Jeg selv har aldrig set det som et must at få børn, og du skulle se nogle af dem i hovedet når jeg siger sådan! Det er åbenbart på det nærmeste "forkert", hvis man ikke ønsker at få børn... Og hvorfor egentlig? Man er vel ikke mere vellykket eller mere lykkelig for den sags skyld, hvis man har 5 unger rendende derhjemme?! Det er vel ikke et mål for hvor velfungerende man er?! Næh, jeg synes nu kun man skal få børn, hvis man virkelig føler, det er det rigtige - og vel at mærke er klar til at ofre det, børnene har fortjent!
Hvor er det godt formuleret hr. Brix, lige ned i hovedpointen. Og NEJ du er ikke egocentrisk eller narcissistisk (det siger amerikanske forskere jo at studerende er...)
Dengang jeg var ung, for 5-6 år siden, da jeg var 24. Havde jeg på ingen måde lyst til at kontribuere med børn. Ikke så meget fordi jeg ikke havde fundet Niks. Men mere fordi jeg anså børn for at være: larmene, irriterende for ikke at tale om ulækre (bøvser, brækker sig, tisser i sengen og skider i bukserne)
Derudover var der alt det med studierne, festerne, alle de film man gerne ville nå at se.
Så kom Niks, så var der alle kærestetingene der skulle overståes. Så satte redebyggerinstinktet ind, og bum bum inden for 3½ år har vi nu 2 børn. En rigtig kernefamilie.
For at det ikke skal være løgn tissede den ældste i sengen i morges, og ja det var ulækkert og besværligt. Den yngste har lige været syg, endnu mere besværligt! Men de er dejlige....
Min pointe er, jeg elsker mine børn, men jeg vil ikke have flere. Af den simple grund; Niks og mit forhold ville ikke kunne bære flere børn! Er det så egoistisk? Jeg synes det ikke, godt nok er vi mor og far, men vi er først og fremmest mand og kone (det lyder gammelt.) Og ønsker at kunne bevare vores identitet som mand og kone, hvilket vi ikke mener vi vil kunne gøre med et ekstra barn.
Du må iøvrigt godt låne et af mine i ny og næ Brix, bare jeg får dem igen :)
Aftale!
Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide børn - tværtimod! Jeg er jo vild med de små kræ (også de lidt større).
Jeg føler bare intet behov for, at skulle få nogle selv.
Men MajRose - du siger bare til, så kommer jeg over og passer ungerne. Hvis den ældste altså tør det... ;-)
Send en kommentar